Guide til De Buyer jernpander

Guide til De Buyer jernpander

De Buyers pander tåler meget høj varme og kan bruges på alle varmekilder, også induktion. Jern er et meget varmeabsorberende materiale og du skal derfor altid varme din pande langsomt op, da du ellers risikerer, at jernet slår sig - altså at din pande bliver skæv.

  • Vælg en moderat temperatur (fx. halv styrke af blussets max i ca. 2 min.)
  • Brug aldrig komfurets ”Boost” eller ”Power”.
  • Overophed ikke panden, når den er tom.

Panden er fra De Buyers side af lavet med en lille hævning i midten af panden – kun 2-3 millimeter. Det er gjort fordi, når jern opvarmes udvider det sig og bunden lægger sig lidt ned. Hvis denne hævning ikke var lavet ville bunden på panden bule nedad og panden ville stå og klikke på komfuret. Du vil nok altid opleve, at olien/fedtstoffet på panden løber ud og lægger sig i kanten af panden. 

 

På fotoet ses en helt ny pande, en let brugt pande, og en som er brugt i længere tid. Når du behandler panden korrekt vil den blive nærmest sort med tiden. Panderne bliver bedre og bedre med tiden, og får en naturlig slip-let overflade.

Før du tager panden i brug

Før du bruger panden første gang er der to ting du skal gøre:

  • Rengør panden
  • Udfør seasoning

Første rengøring

Rengør panden i meget varmt vand uden opvaskemiddel. Specielt pander fra serien Mineral B Element® skal vaskes godt for at fjerne overskydende bivoks. Derefter vil der kun være et meget tyndt lag voks tilbage, som sikrer en bedre seasoning. Til sidst tørres panden af med køkkenrulle.

Seasoning

Hæld olie på panden, 1 mm. så bunden er dækket. Brug raps-, solsikke-, eller friture-olie (ikke olivenolie). Varm langsomt op, hen over 10-15 min. Olien skal gradvist blive helt flydende og begynde at ryge. Sorte plamager vil opstå i bunden af panden.
Smid derefter olien ud og tør panden let med køkkenrulle. Panden skal stadig være fedtet af olien. Stil panden tilbage på det varme komfur i nogle minutter. Herved bliver panden endnu sortere. 

Jo mere panden bruges, desto bedre bliver den. Du vil opleve, at din pande kræver mindre og mindre fedtstof i takt med, at den bliver brugt. Efter 8-10 gange begynder den at være god. Så vær lidt tålmodig i starten. Du kan evt. bruge en jernspartel til at fjerne madrester, der har brændt sig fast.

Almindelig brug

Varm lidt fedtstof på panden. Når panden er godt varm, forsegles maden i ca. 45 sekunder på hver side, før varmen reduceres og maden steges færdig. Lad ikke maden stå i panden efter tilberedning.

Rengøring

Vask panden med meget varmt vand og en svamp. Brug aldrig opvaskemiddel. Tør panden grundigt og olier panden med lidt madolie på et stykke køkkenrulle og stil den tørt.

Af og til kan din pande trænge til lidt ekstra rengøring. Det gør du ved at hælde køkkensalt op i panden og varme panden igennem i 1-2 min. Hæld varmt vand på imens den står på blusset, blandingen koger op og løsner evt. madrester og lugt. Panden tørres efter til sidst med køkkenrulle som ved almindelig brug.

Du kan også lave en god gang tomatsovs og lade det stå i panden natten over. Syren fra tomaterne løsner det sorte lag, så når du efter at have spist tomatsovsen nemmere kan få det sorte lag af. Dette kan lyde lidt ulækkert, men vi renser ikke vores pander i bund ret tit. Det er lidt ligesom at starte forfra. Den naturlige non-stick belægning panden har fået, forsvinder. Så vores pander er sorte og fedtede :-)

Dette må du aldrig gøre ved en jernpande

  • Sæt ikke panden i blød
  • Kom aldrig panden i opvaske maskinen

Lad aldrig panden stå i blød over en længere periode - en halv time er ok. Kom aldrig panden i opvaskemaskinen, den ruster med det samme. Hvis disse forbehold ikke overholdes risikerer panden at ruste. Skulle der alligevel komme rust på din pande, fjernes det let ved at skrubbe panden med en hård svamp/ståluld. Husk oliebehandling bagefter, gerne flere gange.

Tilberedning af syreholdig mad – tomater, hvidvin, citrus osv. – kan ændre seasoningen. Som før skrevet renser det lidt i bund. Det viser sig som hvide pletter. Hvis det sker, skal panden genbehandles som beskrevet under Seasoning.

Mineral B-serien fra De Buyer er (ligesom alle andre pander fra De Buyer) fuldstændig fri for kemiske non-stick-overflader og du slipper for PFOA og PFTE.

Behandler du din De Buyer pande godt vil den tjene dig i mange år.

Da De Buyer panden er af ren jern og ikke har en belægning, kan du bruge alle redskaber på den. Der sker intet ved at panden får en ridse, det er jo bare jern.

De Buyer panden kan bruges på alle blus også induktion.

Tilbage til blog