Om os

Baunbaek & Lyn er en lille og hyggelig butik med eget læderværksted, beliggende i Svendborg på Sydfyn. Her kan du læse mere om, hvem vi er, og hvilke værdier vi står for. Har du lyst til at høre mere fra os, kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev eller følge os på Facebook og Instagram.

Vi er Baunbaek & Lyn

Vi er Lotte Baunbæk og Jesper Lyn. Det er os, der fremstiller lædervarerne i vores værkstedsbutik, og det er også os, du handler med her på webshoppen.

Vores forretning er en lille, uafhængig butik med eget læderværksted, beliggende i Møllergade – lige i hjertet af Svendborg.

Har du spørgsmål, så tøv ikke med at kontakte os. Hvis vi har for travlt til at tage telefonen, er du meget velkommen til at sende os en mail – vi svarer så hurtigt, vi kan!

Læderhåndværk & materialer

På vores værksted arbejder vi med kernelæder og fremstiller bælter, tasker, forklæder og seler. Vi er fascinerede af læderhåndværket og elsker at skabe funktionelle og holdbare produkter.

Vi stræber efter et klassisk og tidsløst design, som – i kombination med kvalitetsmaterialer – gør vores produkter til følgesvende i mange år.

Vi køber både læder og spænder fra dygtige producenter i Italien. Alle vores spænder og metaldele er nikkelfri og lavet af ren messing. Vi bruger vegetabilsk garvet læder, fordi det er den mest miljøvenlige måde at fremstille læder på – og fordi det patinerer smukt.

Det er en passion for solidt håndværk og god kvalitet, og en kærlighed for klassisk design, æstetik og funktionalitet som er drivkraften for vores forretning.

Se vores produkter her

Butik med kvalitet, klassikere og bevidste valg

Hos Baunbæk & Lyn finder du et nøje udvalgt sortiment af tøj, accessories, personlig pleje og ting til hjemmet – alt sammen håndplukket med fokus på kvalitet, design og ansvarlig produktion. Vi har en forkærlighed for klassikere, der holder sæson efter sæson, og vi går bevidst udenom hurtige modetendenser og brug-og-smid-væk-kultur.

Vores produkter er ofte unisex og kommer primært fra europæiske producenter, der deler vores værdier om gennemsigtighed, holdbarhed og omtanke. Økologi prioriterer vi, når det er muligt, og vi går op i, hvordan hvert enkelt produkt er blevet til – med respekt for både mennesker og miljø.

Se vores brands

Butikken i Møllergade 40